Offentlig nøgle vs. privat nøgle
Selvom offentlige nøgler og private nøgler begge refereres til som nøgler, så hjælper det at tænke på dem på en lidt anden måde. Prøv at tænk på en offentlig nøgle som en hængelås, og en privat nøgle som en nøgle, der låser op for hængelåsen.
Et eksempel: Send en hemmelig meddelelse i en boks
Lad os bruge et eksempel for at se, hvordan det virker. Forestil dig, at du vil have din ven til at sende dig en hemmelig meddelelse i en boks. Du kan give din ven en boks og en hængelås, men det er kun dig, der har nøglen til at låse op for hængelåsen.
Din ven kan lægge meddelelsen i boksen, låse hængelåsen, og så sende den låste boks til dig i posten. Når du modtager den, kan du bruge din nøgle til at låse op for boksen.
Det minder om den måde, en offentlig nøgle og en privat nøgle virker på. Ligesom hængelåsen kan du frit uddele din offentlige nøgle. Det gør det let for alle at kryptere — eller låse — en meddelelse, som de vil sende til dig.
Modsat er en privat nøgle ligesom nøglen, der giver dig mulighed for at dekryptere, eller låse op for, hængelåsen. Eftersom den private nøgle bruges til at dekryptere sikre meddelelser, skal du holde din private nøgle sikker.