Hvordan virker administrative rettigheder?
Ud over de filer, som du opretter, har din computer et antal filer, som systemet skal bruge, for at det kan fungere korrekt. Hvis disse vigtige systemfiler ændres forkert, kan de få forskellige ting til at gå i stykker, så de er som standard beskyttet mod ændringer. Visse programmer ændrer også vigtige dele af systemet og er derfor også beskyttet.
Måden, de er beskyttet på, er ved kun at tillade brugere med administrative rettigheder at ændre filerne eller bruge programmerne. I daglig brug behøver du ikke at ændre nogen systemfiler eller bruge disse programmer, så som standard har du ikke administrative rettigheder.
Nogle gange er du nødt til at bruge disse programmer, så du kan muligvis midlertidigt få administrative rettigheder, så du kan foretage ændringerne. Hvis et program har brug for administrative rettigheder, vil det bede om din adgangskode. Hvis du for eksempel vil installere et nyt program, vil installationsprogrammet (pakkehåndtering) bede om din administratoradgangskode, så den kan tilføje det nye program til systemet. Når det er færdigt, vil dine administrative rettigheder blive inddraget igen.
Administrative rettigheder er knyttet til din brugerkonto. Administratorbrugere har tilladelse til at have disse privilegier, mens Standardbrugere ikke har det. Uden administrative rettigheder vil du ikke være i stand til at installere programmer. Nogle brugerkonti (f.eks. “root”-kontoen) har permanent administrative rettigheder. Du bør ikke bruge administrative rettigheder hele tiden, fordi du ved et uheld kan ændre noget, du ikke havde til hensigt (f.eks. at slette en nødvendig systemfil).
Kort fortalt giver administrative rettigheder dig mulighed for at ændre vigtige dele af dit system, når det er nødvendigt, men forhindrer dig i at gøre det ved et uheld.
Hvad er en “superbruger”?
En bruger med administrative rettigheder kaldes nogle gange en superbruger. Dette skyldes simpelthen, at brugeren har flere rettigheder end almindelige brugere. Du ser måske folk diskutere ting som su og sudo; disse er programmer til midlertidigt at give dig rettigheder som “superbruger” (administrative rettigheder).
Hvorfor er administrative rettigheder nyttige?
Det er nyttigt at kræve, at brugere har administrative rettigheder, før vigtige systemændringer foretages, fordi det hjælper med at forhindre, at dit system bevidst eller utilsigtet skades.
Hvis du havde administrative rettigheder hele tiden, kunne du ved et uheld ændre en vigtig fil eller køre et program, der ændrer noget vigtigt, ved en fejl. Ved kun at få administrative rettigheder midlertidigt, når du har brug for dem, reducerer det risikoen for, at sådanne fejl sker.
Kun visse betroede brugere bør have administrative rettigheder. Det forhindrer andre brugere i at rode med computeren og gøre ting som at afinstallere programmer, du har brug for, installere programmer, du ikke ønsker, eller ændre vigtige filer. Dette er nyttigt ud fra et sikkerhedssynspunkt.